Kooikerhundens Historie:

Kooikerhunden er en gammel hollandsk race.På malerier af malere fra 17. & 19. århundrede, (blandt andet Vermeer, Steen og på familieportrætter fra 18. & 19. århundrede) findes små spaniels, som ligner meget den nuværende Kooikerhondje.

Sandsynligvis spillede Spanien en betydelig rolle i kooikerhundens historie. Måske kom hunden til Holland derfra.

På Oranje Nassau Museum ved slotet Dillenburg Ruin hænger et billede af en forskrækket Willem Oranje, just reddet for et natligt mordforsøg af den vagtsomme Kooikerhund ved siden af sin seng. Også de almindelige borgere holdt den lille "Spion" som husfælle. Især Jan Steen malte ham som et rigtigt husligt dyr, som åbenbart havde stor frihed i familien. Beviset er et maleri, hvor hunden nyder resten af familiens måltid oppe på bordet.

Kooikerhunden var på et tidspunkt tæt på at uddø; men takket være MW.van Hardenbroek, Baronesse van Ammerstols stærke bestræbelser kunne man igen bringe "Kooikeren" til ære som hollandsk racehund. Fra 1939 var hun flittig beskæftiget med at finde blandinger, hun kunne benytte til racens tilbageavl. For at finde disse hunde, bad hun mange mennesker, der altid rejste omkring om hjælp. For eksempel sigøjnere og bissenkræmmere. Alle fik en omhyggelig beskrivelse af hunden og senere efter, at hun havde fået et par hunde, også en hårdusk. Fra de frisiske skove kom en tæve, som opfyldte alle krav; men ejeren kunne ikke sælge hunden. Hun lånte "Tommie" for et kuld. Faderen var "Bennie" ,hvis afstamning er ukendt, men han kom fra Friesen land. I 1966 blev racen foreløbig anerkendt og fastsat af de foreløbig racekendetegn.

I 1971 fulde den officielle anerkendelse med de nu gældende racekendetegn. Skulderhøjde: 35-40 cm. Middel lang, godt tilsluttet pels. Farve: Hvid med orange flader. Mandelformede, mørkebrune øjne med venlig udtryk. Ørene som er langhårede, med sorte hårspidser ( Oorbellen ) ønskelige. Halen med fane og hvid ende.

Oprindelig er Kooikerhunden en arbejdshund: Fuglefængernes medhjælper, vagthund, rotter -og musejager. Han er en livlig og glad hund, opmærksom og intelligent. I huset viser kooikeren en stor tilpasningsevne; både rolig og beskeden og af overmodig livsglæde. I fri bevægelse udendørs ( uden snor ) har han et stærkt tempo, let fodet med logrende hale. Han er følsom for skæld og skrappe ord. Pelsplejen er nem: regelmæssig børstning med en god hår børste holder pelsen i kondition og huset fri for hår. Under fældnings tiden er en daglig børstning ønskelig, nu skal håret også forsigtigt redes med en ikke for fin kam.

Den lille hollandske hund er opkaldt efter den fælde, Kooikeren, som i sin tid blev brugt til at fange levende vildænder med i søerne. I deres vandrige land med moser, søer, åer og resterne af tidligere digebrud, findes siden gamle tider lokkesteder for ænder. De består af en lille sø omgivet af buske, hvor vandfuglene finder rugepladser og et smuthul i hård vintertid. Her laver Kooikerhunden i samarbejde med fuglefængeren sit arbejde, for hvilken han er så velegnet til på grund af sin bygning og adfærd. De altid flugtklare; men også nysgerrige ænder ser kun den lille brogede hunds bagside, når den pludselig dukker op ved lokkestedets kant: den logrende halespids, en hvid plet i det halvmørke lokkested. Sådan lokker Kooikerhunden ænderne dybere ind til fangestederne, hvor fuglefængeren driver dem ind i fangstnettet. Der får de ringe på for fugletræksforskningernes formål. Der findes endnu ca. hundrede andelokkesteder. De fleste bruges til videnskabelige undersøgelser. I en del af dem arbejder fuglefængeren som tidligere med en hund.